LYSET BESTEMMER HELE VORES OPLEVELSE AF RUMMET

LYSET BESTEMMER HELE VORES OPLEVELSE AF RUMMET

”Bare tænk på, hvordan lyset i et teater altid sætter scenen,” siger Ole Selch. Som administrerende direktør for det danske selskab EGLO Danmark A/S, ejet af EGLO-koncernen, der leverer lamper og lyskilder og belysning til hele verden, har han fulgt belysningens udvikling i Danmark nøje. Vi satte os til en snak om lysets udvikling, store tendenser og gode råd til badeværelset.

 

Hvad betyder lys for mennesker?
Kulturelt og historisk set har landene altid brugt belysning forskelligt på grund af solens bane, men også fordi vi psykisk skal føle, at vores belysning hjælper os. I Danmark, hvor det er koldt og regnende, har vi altid brugt lys med et varmt, gulligt skær. Derfor var den klassiske glødepære også oplagt til skandinavisk brug, fordi den gav kontrast til de kølige dage udenfor. I varmere lande mod syd er beskyttelse mod solen derimod vigtigst – derfor skal belysningen udsende et koldt lys .

 

Hvordan har vores forhold til belysning udviklet sig?

Belysningen er kun blevet vigtigere med tiden. Lyset har altid været det, der bestemmer, hvordan vi oplever et rum. Udviklingen har gjort, at vi især i de seneste år er begyndt at interessere os for, hvad lys gør ved os. Især i hjemmet, hvor udviklingen af LED har gjort, at lyset kan indstilles til klart hvidt lys eller varmt gulligt lys, efter hvad vi beskæftiger os med. Siden EU forbød glødepæren, og branchen erstattede dem med de energirigtige LED-pærer, har alle på markedet koncentreret sig om at udvikle pæren bedst muligt, så vi i dag både kan regulere lysets styrke og farve uden at blive ruineret. Vi er blevet mere opmærksomme på belysningen i hjemmet. Især når det gælder badeværelset, der er gået fra at være et praktisk sted til et fristed, som man indretter, så der er rart at være. Det var tidligt, at vi så LED-pærens skarpe lys blive brugt på badeværelset, når man skulle lægge en god makeup og lave en præcis barbering.

 

Hvad er de store tendenser for badeværelsesbelysningen i dag?
Regulerbarheden er en klar fordel på badeværelset, hvor det hvide lys i badarmaturer vinder mest frem. Lys i skabe og spejle er også populære, og brugen af digitale virkemidler og Smartlight breder sig til de danske hjem hurtigt. Her kan lyset styres fra uret eller telefonen, både manuelt og ved talestyring. Lige nu går kunderne efter en naturligere lyssætning. Vores specialarmaturer på 60*60 cm ligner næsten ovenlysvinduer i sin form og sættes i loftet med indstillingerne, der kan matche himlen og dagssolen. Den form for armatur giver luft og plads, så man får fornemmelsen af at have et rigtigt ovenlysvindue. Indbygningsspots anvendes også ofte i badeværelset, hvor deti stigende grad efter LED er blevet populært at skifte og regulere lysets farve, så kunderne kan sætte lys efter egen smag.

 

Hvad er det vigtigste at tænke på, når man skal vælge lys til sit badeværelse?

Lysmængden! Jeg plejer at sige, at man i badeværelser skal have mindst 300 lumen pr. kvadratmeter. Lumen er mængden af lys, der kommer ud af pæren. Alle lamper har et antal lumen beskrevet på sig, så det er nemt at regne ud. Mange tror, det er Watt, der bestemmer, hvor meget lys der er, men Watt handler kun om, hvor meget strøm vi forbruger. I dag er vi kommet så langt, at en 6-watt-pære kan udsende 600-800 lumen, hvilket svarer til en gammeldags glødepære på 60 watt. Så det er ikke svært eller dyrt at opnå en rigtig god mængde lys på badeværelset.

 

Hvad tror du bliver det næste efter LED-pæren?
Jeg tror, at LED-pæren bliver umulig at erstatte med anden teknologi. LED-pæren er på mange måder en succes historie, og et bevis på at det kan betale sig at kontrollere markedet og udfase ting som sviner. Man kan spørge sig selv, hvorfor det ikke sker med andet, eksempelvis plastik og dieselbiler. Det er virkelig spændende at have været en del af den udvikling.

 

Ole Selch er uddannet elektriker og ekspert i belysning.
I dag er han administrerende direktør for EGLO Danmark A/S, der sælger belysning og lyskilder engros.

Seneste indlæg